
Mathilde Vesterskov har en uddannelse i Entreprenør- og designmanagement. Derudover kommer hun også fra uddannelsen Møbeldesign! Mathilde er virkelig god til at tænke ud af boksen og hun elsker at skabe ting. Mathilde er super kreativ, hun er autodidakt kunstner og så er hun selvstændig! Mathilde er altså den helt oplagte til at guide os til Aarhus’ nice steder til de kreative sjæle.

Aart de Vos
Alt hvad hjertet begærer
Aart de Vos er centralt placeret i hjertet af Aarhus ved Klosterport, og er en stor butik fyldt med alverdens lækre remedier til dine kunstneriske projekter. I butikken kan du finde alt hjertet begærer af kunstneriske artikler, og personalet står altid klar til at hjælpe dig med at finde det du har brug for. Tag forbi Aart de Vos når du er løbet tør for materialer, f.eks. tuscher, maling, papir eller pensler.







Stelling Kunstnerartikler
Faglig vejledning og god kvalitet
I Østergade finder du Stelling Kunstnerartikler, hvor du har mulighed for at få masser af god faglig vejledning i forbindelse med dine egne projekter, det hvad end du har brug for råd omkring tørretider, bearbejdning af materialer eller andet. Stelling har en del butikker i København, mens de har den ene, men dog store, butik i Aarhus. Hvad end du er ude efter maling, tegneartikler, stafelier, pensler, lærreder eller andet kan du med sikkerhed finde det hos Stelling Kunstnerartikler.






Archi Tegn
Når du mangler kreative materialer
Archi Tegn er en arkitektur- og designboghandel belligende lige ved Arkitektskolen i Aarhus. Archi Tegn har specialiseret sig i bøger og tidsskrifter om arkitektur, grafisk design og industriel design, men er samtidig en af Danmarks største specialforretninger indenfor tegneartikler, modelmaterialer og papir. Er du løbet tør for kreative remedier er det altså bare med at aflægge Archi Tegn et besøg, da de har et stort udvalg af materialer, tegneartikler, papir osv.






Creative Space i Studsgade
Sjov aktivitet med familie eller venner
Creative Space på Studsgade er en uhøjtidelig, kreativ cafe, hvor du kan komme ind og male dit eget keramik. Det er virkelig en sjov aktivitet, som du kan foretage med mennesker du holder af. Du har mulighed for at lave personlige og unikke ting - det handler bare om at gribe penslen og male lige hvad du har lyst til! Tag forbi Creative Space i Studsgade hvis du har lyst til at lave en anderledes aktivitet med dine venner, hvis du vil skabe en personlig gave eller hvis du har en ide til et fedt design, som du er nødt til at afprøve. Hos Creative Space er du også altid velkommen til at kigge ind til en kop kaffe, blot for at nyde den kreative stemning.







Godsbanen
Perfekt til kreativ sparring
Godsbanen er Aarhus’ store kulturelle centrum, hvor du både kan opleve udstillinger, teateropsætninger, oplæsninger, koncerter, markeder og mange andre ting. For de kreative sjæle er der rig mulighed for at man kan arbejde i nogle af stedets mange værksteder og deltage i en masse fede arrangementer. Af værksteder på Godsbanen kan bl.a. nævnes et serigrafiværksted, et træværksted og du har mulighed for at arbejde med deres store lasercutter. Godsbanen rummer virkelig mange kreative aspekter og er virkelig et besøg værd. Har du brug for sparring med andre kreative sjæle er du også kommet til det helt rette sted - og er du nybegynder, er der ofte en masse søde mennesker til stede der kan hjælpe dig i gang med dit arbejde. Får du lyst til en kop kaffe eller bliver du sulten mens du opholder dig på Godsbanen, kan deres restaurant Spiselauget også anbefales. Her mødes du af en uformel stemning og lækker rustik og økologisk mad.







KH7artspace
Et spændende kunstnerfællesskab
KH7artspace er et kunstnerfællesskab med tilhørende udstillingsrum på Sydhavnen i Aarhus. Du finder KH7artspace på Sydhavnsgade 7, hvor du i SojaHuset på 2. sal finder KH7artspace, mens du på 1. sal finder smallspace, som er et mindre rum for eksperimenter og udstillinger. Ambitionen bag udstillingsrummene og fællesskabet er at skabe en vibrerende platform for kunstnerisk udfoldelse, dette på tværs af generationer og genrer i Aarhus. Kunstnerfællesskabet rummer mange spændende og forskellige kunstnere, så du kan altså løbende finde nogle virkelig interessante udstillinger. Tjek endelig deres hjemmeside https://www.kh7artspace.dk/ ud for at se de aktuelle udstillinger. Læg et smut forbi KH7artspace når du søger inspiration, trænger til at komme lidt væk fra dit eget kunstneriske arbejde eller når du blot har lyst til at opleve andre talentfulde kunstneres skabninger.





