
Blend in teamet består af en flok engagerede ildsjæle, der brænder for at formidle de særligste, skønneste og skjulte tips om Aarhus! Vi ser det som vores fornemmeste opgave at holde fingeren på pulsen, så du aldrig går ned på inspiration til byen. Kom med på eventyr og oplev Aarhus sammen med os!

Det Glade Vanvid
Gourmet, hvor selv halvfattige studerende kan være med
Det Glade Vanvid ligger lidt gemt på Fiskerivej, lige uden for Aarhus Ø. Her finder du den skønneste udsigt over Lystbådehavnen! På restauranten får man en lækker gourmet-aften til en pris, hvor selv halvfattige studerende kan være med. Aftenen starter med et koldt boblende glas cava og virkeligt lækkert brød, som man kan dyppe i forskellige spændende olier. Herefter fortsætter herlighederne med appetizer, forret, hovedret, dessert og kaffe med sødt! Kommer du på Det Glade Vanvid mellem mandag og torsdag får du hele molevitten for kun 400 kroner! Og vigtigst af alt: der er fri vin med i prisen! Der er nemlig en vinbar placeret midt i restauranten, hvor syv forskellige hvid- og rødvine står til fri afbenyttelse. Der er én fast menu pr. sæson, og den er altid lige i øjet. Fordi restauranten kører service på ét fast tidspunkt, skal du huske at bestille bord, man kan nemlig ikke bare komme dumpende ind fra gaden.
Besøg Det Glade Vanvid når du skal fejre fødselsdag, når du skal fejre at en hård eksamensperiode er overstået, eller når du bare trænger til at forkæle dig selv og en du holder af - og det til en overkommelig pris.





Taiyaki Ice Cream & Sweets
Den japanske kaloriebombe
Den lille isbutik Taiyaki ligger på Irma Pedersens Gade, tæt ved Havnebadet. Som navnet antyder er det et japansk koncept – taiyaki er den sprøde, fiskeformede vaffel, som isen bliver serveret i. Når du bider i vaflen, afsløres den lækre, cremede nutella, som ligger gemt midt i dejen. Føler du dig eventyrlysten, kan du prøve matcha softicen, og er du mere til de klassiske is-smage kan du selvfølgelig også få vaniljesoftice og alverdens skønne iskugler fra Okkels. Top isen med forskellige fristende toppings efter eget valg og nyd kaloriebomben på en bænk med udsigt over vandet. Craver du andet sødt, byder den lille isbutik også på bland-selv-slik og spændende japanske godter til ganen. Besøg Taiyaki når du trænger til et ordentligt skud kalorier, eller når du har lyst til bland-selv-slik. Der er nemlig ikke nogle supermarkeder med bland-selv i nærheden af Aarhus Ø.







MIBmadmarked
Når du skal forkæle dig selv lidt ekstra
MIBmadmarked ligger i Pakhusene og frister med alle deres lækkerier. Kølerne og hylderne bugner med friskbagt brød, kager, delikatesser, charcuteri, sandwiches mm. Torsdag til søndag kan du endda smutte forbi MIBmadmarked og få dig en lækker kvalitetspizza til weekendhyggen! Alt du finder hos MIB er lavet i deres eget bageri og er baseret på de bedste råvarer. Skal du have noget lækkert til morgenbordet kan deres kardemommesnurrer og croissanter virkelig anbefales. Skal du blot have dig en kop kaffe to go til din gåtur rundt om Aarhus Ø, kan du også sagtens få en café latte eller cappuccino ved MIB.







En gåtur øen rundt
Nyd udsigten og den spændende arkitektur
Hvis du ikke selv er bosat på Aarhus Ø tænker du måske, at der ikke er så meget at komme derud for. Men det er faktisk et virkelig godt sted at gå tur, mens man både nyder udsigten over vandet og al den spændende nye arkitektur. Kommer du inde fra byen, kan det anbefales at du drejer til venstre og følger stien ved lystbådehavnen. Herfra kan du gå langs Kystpromenaden, så du kommer hele vejen rundt om Sejlsportscentret. Herfra kan du nyde udsigten ud til Den Permanente og Mols. Går du langs vandet støder du på flere byggepladser, som har udsigtsposter, hvorfra man kan se ind til de gigantiske byggerier. På det yderste hjørne af øen, lige ved siden af Isbjerget, kan du for eksempel se det enorme Lighthouse blive til. Når du når til det imponerende lejlighedskompleks AARhus, som pryder det sidste hjørne af øen, kommer du ned til de hyggelige små badehuse og de mange små street-food-lignende shops, som byder på alt lige fra sushi og thai til kaffe og specialøl. Hent forsyninger her og nyd dem på en bænk med udsigt over midtbyen. Især er det skønt at gå en tur på Aarhus Ø om aftenen, hvor du kan nyde de sidste solstråler og solnedgangen over vandet. Derudover er det altid et godt sted at gå tur, hvis du trænger til at blive blæst godt igennem af den famøse Aarhus Ø-vind, som er mere eller mindre konstant.









Ø-linjen
Hyggelige grønne oaser
Ø-linjen består af en række grønne områder og fungerer som et skønt åndehul midt i alt byggerodet på øen. Du finder Ø-linjen lige bag Isbjerget. Her vil du møde nogle vildt hyggelige grønne oaser, som virkelig indbyder til nærvær. Der er både drivhuse, højbede, bistader, hængekøjer og udendørs træningsredskaber. Så trænger du til at koble af, kan du gøre det på lige præcis din måde ved Ø-linjen. Det er vildt hyggeligt at sidde med en kop kaffe på en af bænkene eller ligge i hængekøjerne sammen med en veninde eller kæreste og nyde den blå himmel og den friske luft.






