Hvad har du gjort dig af overvejelser og tanker om dit kommende bachelor eller specialeforløb i forbindelse med den nuværende nedlukning?
Emma: Det overordnede emne for min bacheloropgave har faktisk ligget meget klart for mig allerede fra 2. semester. Jeg har hele tiden kunne mærke, at det var økonomistyring, som jeg gerne vil arbejde i dybden med. Når det er sagt, har vi jo fra starten af, kan man sige, vidst, at det meste af vores bachelorprojekt nok ville blive online. Vi havde håbet lidt på at kunne tage mere ud og sidde på biblioteker eller cafeer for at komme ud blandt nogle andre rammer, og at vi kunne mødes med flere studerende. Det kunne vi helt sikkert få meget gavn af. Det er nok også det, jeg har været mest bekymret for. Om vores begrænsede muligheder kommer til at påvirke os på den negative måde.
Kristina: Jeg har været ret nervøs for, hvorvidt der var nogen virksomhed, som mon var interesserede i et samarbejde med mig i forbindelse med mit speciale fordi, at de jo også står i den her forholdsvis nye situation og skal navigere rundt i den. Jeg har dog en fornemmelse af, at vi er nået så langt ind i nedlukningen og har været ramt af Corona så længe, at alle efterhånden har fået det til at fungere på den ene eller anden måde. Mange virksomheder har også, her et år inde i pandemien, efterhånden fundet ud af, at få det hele til at fungere, og det er mit indtryk, at de tør at åbne lidt mere op for os specialestuderende, praktikanter osv.
Har du oplevet nogle problemer i forbindelse med Corona og dit bachelorprojekt eller speciale?
Emma: Jeg skriver sammen med en veninde og medstuderende, som jeg har kendt i mange år. På nuværende tidspunkt virker det hele lidt uoverskueligt. Vi har haft rigtig svært ved at finde en virksomhed at arbejde sammen med. Der har været mange, som har takket nej til os på grund af Corona. Nu har vi besluttet os for at skrive en mere teoretisk opgave, hvilket egentlig ikke var planen fra starten. Vi har derfor brugt en måned på at søge efter en samarbejdende virksomhed, og vi har ikke rigtig kunne bruge tiden på andre ting. Om det bare har været os, som har været uheldige med ikke at kunne finde en samarbejdende virksomhed er svært at svare på. Nu er vi så kommet frem til den konklusion, at vi må slå den idé væk, og nu er der jo så allerede gået en måned ud af tre, der ikke som sådan gavner vores opgave. Omvendt har vi jo selvfølgelig også lært af denne måned, og vi er blevet mere motiverede for, at vi skal give den en ekstra skalle med arbejdet de næste måneder.
Kristina: Jeg har ikke oplevet de store problemer med den nuværende nedlukning. Det har ikke været problemer, som man ikke har kunne finde alternative løsninger på i hvert fald. Jeg havde da helt sikkert håbet, at min specialeperiode ville have set anderledes ud, det er klart. Hele det onlineformat fungerer fint, men det havde givet noget andet med fysiske møder med min vejleder for eksempel. Jeg går da også lidt og drømmer om, at mit specialeforsvar til sommer kan blive fysisk. Det har jeg stadigvæk et håb om!
"Jeg gør også det, at jeg ofte pakker mine bøger væk, når jeg er færdig, og så tænker jeg ikke mere på mit speciale resten af dagen. Næste dag tager jeg så bøgerne frem på bordet igen og går i gang." - Kristina
Er der nogle specielle tiltag eller rutiner, som du har gjort for at få bachelor eller specialeprocessen til at fungere?.
Emma: Som en fast aftale har min veninde og jeg på nuværende tidspunkt afsat halvanden dag hver uge til at arbejde med vores bacheloropgave. På den måde er vi sikre på, at vi har afsat tid og ressourcer til opgaven hver uge. I løbet af foråret vil det selvfølgelig blive til mere. Vi kan rigtig godt lide at sætte det hele lidt i systemer. Derfor mødes vi altid klokken 08:00, og så starter vi dagen stille og roligt ud med morgenmad og kaffe, så vi er sikre på, at vi er i godt humør resten af dagen. På den måde kan vi også få snakket af, inden vi skal i gang med arbejdet.
Vi er gode til at lade det meste være op til, hvad der giver mening den pågældende dag. Har vi brug for noget luft til hovedet, så holder vi en pause og går en tur for eksempel. Har vi lyst til at sidde i sengen og arbejde, så gør vi det. På den måde er hele bachelorprocessen lidt mere stille og rolig, men rammerne for opgaven er stadig sat.
Kristina: Jeg forsøger at strukturere min dag som en helt almindelig arbejdsdag fra klokken 08:00/09:00 til klokken 16:00. Ellers tror jeg simpelthen, at det bliver for intensivt og for hårdt i længden.
Jeg gør også det, at jeg ofte pakker mine bøger væk, når jeg er færdig, og så tænker jeg ikke mere på speciale resten af dagen. Næste dag tager jeg så bøgerne frem på bordet igen og går i gang.
Når det så er er sagt, så kan det være en udfordring, at man ikke helt kan slå hjernen fra. Derfor har nogle af mine studieveninder og jeg lavet en plan, hvor vi sidder sammen nogle dage i ugen og skriver. På den måde kommer jeg væk hjemmefra og får skiftet de rammer, der ellers er. Det er virkelig rart at have nogle at kunne sparre med og kunne spise frokost sammen med et par dage i ugen.
Hvad er dit bedste råd, som du vil give videre til andre, der står over for at skulle skrive bachelorprojekt eller speciale?
Emma: Jeg vil helt klart anbefale, at man skal sørge for at gøre sig så uafhængig af eksterne faktorer som muligt. Det er svært pt. at vide, hvad der sker om en uge eller om en måned. Uden at være afhængig af eksterne faktorer eller virksomheder, kan man øge sandsynligheden for, at man selv er herre over, hvad der sker i fremtiden med ens projekt. Står man over for et bachelor eller specialeprojekt til efteråret eller lignende, kan det også være noget, som man kan have med i overvejelserne, da det hele nok stadig vil være en anelse usikkert til den tid.
Et andet råd vil være, at man skal prioritere at starte i god tid. Vi havde bestemt os for at overveje tingene, da det nuværende semester startede. Set i bakspejlet ville jeg nok have ønsket, at vi havde begyndt de her overvejelser om, hvad vi godt kunne tænke os at gøre, i efteråret. På den måde ville vi på nuværende tidspunkt have mere tid til at få noget fra hånden i selve opgaven.
Kristina: Mit bedste råd vil helt sikkert være at have nogen at sparre med. Man får selvfølgelig tildelt en vejleder, og ham eller hende skal man helt sikkert også bruge. Det der med, at man dog også har nogle andre at sparre med, for eksempel studieveninder, er guld værd. Her kan det nogle gange være nemmere at spørge: “Hvad tænker I om det her?” eller “Lyder det her helt forkert?”. Det er vigtigt at få andres øjne på det, man laver. Jeg er særligt glad for deres inputs, nu hvor jeg skriver alene. Her kan man hurtigt se sig lidt blind på det, man skriver.
Jeg synes også, at det er vigtigt at komme ud og få noget frisk luft til hjernen. Vær derfor god til at holde pauser. Jeg forsøger altid, når jeg holder pauser, at lukke min computer, så jeg ikke sidder og for eksempel spiser frokost, mens jeg kigger ind i en skærm. Jeg forsøger at bruge mine pauser på noget, jeg godt kan lide, så jeg føler, at jeg får slappet af.
"Vi er gode til at lade det meste være op til, hvad der giver mening den pågældende dag. Har vi brug for noget luft til hovedet, så holder vi en pause og går en tur for eksempel. Har vi lyst til at sidde i sengen og arbejde, så gør vi det."- Emma