
Stine Nordgaard har en professionsbachelor i Communication & Media Strategy og arbejder som Content Manager. Hun nyder at være aktiv, spise god mad med venner og så elsker hun farver! Stine har boet i Aarhus siden 2014 og holder af byen og alle dens muligheder. Hun er især vild med at udforske Aarhus med lange gåture og at have turist-i-egen-by-dage med veninderne.

Dims.studio
En af Aarhus’ hyggeligste butikker
Dims.studio er virkelig en butik som man bliver glad af at komme ind i. I butikken kan du finde alt hvad hjertet begærer af dimser - også plakater. Butikken er vitterligt en af Aarhus’ hyggeligste! Hos dims.studio kan du finde farverige og unikke plakater, der ikke kan købes andre steder. Derudover kan du også købe rammer i forskellige farver. Er du alligevel ude og nyde Latinerkvarteret, må du ikke snyde dig selv for et besøg i butikken - som bonusinfo kan du møde den lille søde hund, Bertha, som altid er klar på lidt nus bag øret.






ARoS Shop
Fine plakater i alle prisklasser og størrelser
På kunstmuseet ARoS finder du ARoS Shop, som rummer de fineste plakater i alle prisklasser og størrelser. I shoppen kan du både finde plakater fra museets forskellige udstillinger og fra andre gallerier. Der er gratis adgang til butikken, så du behøver altså ikke have betalt indgang til museet for at købe de flotte plakater. Og hvis du alligevel har været et smut inde forbi ARoS’ udstillinger, må du endelig ikke snyde dig selv for et besøg i ARoS Shop, - du kan virkelig finde nogle fine plakater til en en god pris.



Plakaten
En uundgåelig Aarhus-klassiker
På Clemens Torv finder du butikken Plakaten, der efterhånden har eksisteret på den gode side af 30 år. Butikken har et stort udvalg af alle slags plakater; du kan både finde tidens bestsellere, alle klassikerne samt kunstplakater a la Picasso og Kvium. Butikken er vitterligt en uundgåelig Aarhus-klassiker som de fleste, der har besøgt byen har lagt mærke til. Som en bonusinfo har stedet deres eget rammeværksted, så det er altså muligt at købe rammer til alle plakatstørrelser. Slå et smut forbi Plakaten, hvis du er på jagt efter en fed fødselsdagsgave, ude efter en af tidens bestsellere eller blot ønsker at blive inspireret.






KAiKU
En inspirerende perle
KAiKU er en webshop og en stor fysisk bolig- og livsstilsbutik, som du finder 12 minutter uden for Aarhus på Langdalsvej i Brabrand. Butikken befinder sig i en rå og rustik bygning, som er et nedlagt smedeværksted. KAiKU har fokus på skandinavisk design, og du kan virkelig finde god inspiration til boligindretningen ved at aflægge dem et besøg. Butikken har håndplukket deres udvalg på det danske marked, og du har både mulighed for at finde nummererede og signerede kunsttryk, fotokunst, artprint og små kunstkort i butikken. KAiKU er vitterligt en inspirerende perle og fungerer som et dejligt udflugtsmål, hvis du skal på en lille tur uden for byen med veninderne eller hvis du blot mangler inspiration til indretningen af dit hjem.

