
Kathrine bor i Aarhus og har en bachelor i Designkultur, mode og økonomi. Desuden har hun arbejdet mange år i barbranchen, og sætter en stor ære i at besøge byens forskellige spændende udskænkningssteder. Kathrine er kreativ og nyder at male. Hun bliver ofte inspireret i forbindelse med en gåtur gennem de aarhusianske gader og stræder. Når Kathrine skal samle energi tager hun i fitness. På den måde finder hun overskuddet til at arbejde i nattetimerne og i weekenderne!

Gedulgt
Skjulte, slubrende skatte
Ifølge Kathrine kan Gedulgt være en god måde at starte aftenen på. Stedet er nemlig godt gemt væk og en smule hemmeligt! Er man en større gruppe (på mere end fire personer) kan det anbefales at starte aftenen med en af deres variationer af punch. Disse er nemlig smagfulde og anderledes, og en god ting at mødes over som en gruppe. Derefter anbefaler Kathrine, at man hver især går på opdagelse i deres spændende cocktailkort, som byder på mange forskellige og sjove cocktails, der ikke ses andre steder.




Bar Plata
Bar' gode cocktails
Bar Plata er beliggende på Klostertorvet, der især om sommeren summer af liv. Her er der mulighed for at sidde på selve torvet, indendøre eller i barens nye baggård. Kathrine påpeger, at stedet som et plus er i det su-venlige hjørne, da der er to ens cocktails for 100 kr. på størstedelen af drinkskortet. Her er der mulighed for gennemførte, klassiske cocktails. Kathrines favoritter er Singapore Sling eller en Zombie, som er den perfekte sommercocktail. Ellers går man heller aldrig galt i byen med deres nøje udvalgte gin, til en god G&T.






Barstart
Starten på den gode bytur
Barstart er en lille og intim cocktailbar, beliggende under Clemens bro. Kathrine mener, at dette også er et godt bud på et sted at starte sin aften. Håndværket er i top og alle deres cocktails er udført til UG. Kathrine synes især, at stedet gør sig særligt godt til en enkelt eller to cocktails, krydret med hyggesnak og samvær, inden man fortsætter videre ud i nattelivet.






Herr Bartels
Cocktails på budget
Herr Bartels er ifølge Kathrine en blanding af en almindelig bar og en cocktailbar. Selvom stedet er placeret mellem de klassiske cafeer ved åen, så tilbyder de drinks til særdeles gode priser. Stemningen er altid i top, og der er plads til en del mennesker. Kathrine kan især anbefale en Negroni - en drink hvor Herr Bartels altid formår at afbalancere smagen perfekt.



Madam Cuba
Sydlandsk cocktailhåndværk
Madam Cuba er en nyåbnet cocktailbar, beliggende oven på Bodegaen ved åen. Stedet er en hyggelig, men mindre kendt bar i Aarhus, hvor udførelsen af cocktails er til perfektion - de er nemlig altid smukke, farverige og smagfulde. Kathrine kan især anbefale en Madams dark story, som en god starter, hvor den klassiske dark & stormy er piftet op med den elskværdige Fernet Branca. Efterfølges denne af eksempelvis en skummende og blød Whiskey sour, er aftenen skudt godt i gang. Ifølge Kathrine kan man i øvrigt forvente, at stemningen bliver mere festlig hen på de senere timer.




