Blend in teamet består af en flok engagerede ildsjæle, der brænder for at formidle de særligste, skønneste og skjulte tips om Aarhus! Vi ser det som vores fornemmeste opgave at holde fingeren på pulsen, så du aldrig går ned på inspiration til byen. Kom med på eventyr og oplev Aarhus sammen med os!
THA
Et autentisk thailandsk takeawaysted
Det her lille takeawaysted på Frederiks Allé er helt forrygende. Med lave priser og autentiske retter er det et sted, som man kan vende tilbage til igen og igen. De serverer én forret + én hovedret til 110 kr., og for 15 kr. ekstra kan man få ekstra ris, hvilket sikrer aftensmad til 2 personer. Forårsrullerne er crispy på den helt rigtige måde, og chilien er der altid rigeligt af. Prøv nr. 13 med and, chilisauce og grøntsager - men husk at bede om "less spicy", selv hvis du normalt er til stærk mad! Folkene bag disken er helt utroligt søde (som vi kender det fra Thailand), og kokkene er hurtige, så du kommer ikke til at vente længe på din mad. De har i øvrigt også nogle små borde både inde og ude, hvis ikke du vil tage din mad med dig. Velbekomme!
Saray Kebap
Kebab med p
Saray Kebap er et af de steder, man bare har lyst til at besøge igen og igen. Stedet er ikke helt en restaurant, men heller ikke en klassisk shawarmabar. Emil kalder det en mellemøstlig bistro.
Hos Saray tilbydes der diverse lækre mellemøstlige retter, eksempelvis grillspyd som grilles over rigtige kul og serveres med ris, grillede grøntsager, salat og brød med humus eller tzatziki. Priserne er utroligt lave målt med kvaliteten, og man kan både spise ved de bistrolignende borde eller tage maden med hjem. Det er et sted man skal besøge, hvis man er på jagt efter et hurtigt måltid, men ikke vil gå på kompromis med kvalitet eller smag! Og har man lidt længere tid, er det utrolig hyggeligt at sidde ved bordene og mærke den summende stemning og duften af grillspyd.
Grappa Deli
Et perfekt frokostspot
Ja, her kommer sørme endnu et tip om et italiensk spisested! Grappa, som har flere forskellige restauranter rundt i byen, tilføjede nemlig for nyligt det nye sted Grappa Deli på Clemens Stræde til deres familie. Den autentiske restaurant serverer forskellige italienske sandwiches, salater, tapas og pizzaer sammen med italienske sodavand, vin og øl. Indretningen er smuk, betjeningen er nærværende og stemningen er tophyggelig. Radioen der spiller i baggrunden, som altid er tunet ind på en italiensk kanal, er prikken over i’et. Alt i alt er Grappa Deli et skønt sted at få sin frokost eller lette aftensmad, uden at dankortet kommer til at gløde.
Kohalen
Klassisk dansk mad i sin allerfineste form
Kohalen er en sand frokostinstitution i Aarhus beliggende ved det gamle slagteri på havnen. Her kan man få klassiske, danske frokostanretninger såsom lune stegte sild, stjerneskud, røget ål, pariserbøf og stegt flæsk - alt sammen lavet med masser af kærlighed og fyldt med smag. Priserne er i den lidt høje ende, men hvis man ønsker lidt ekstra forkælelse eller har noget at fejre, er det uden tvivl pengene værd. Desuden har Kohalen vundet prisen for Danmarks bedste bøfsandwich i 2018!
La Rossa
"Real italian pizza slice"
På M. P. Bruuns Gade finder man det lille, italienske takeawaysted ‘La Rossa’. Her langer de italienske ejere de lækreste pizzaslices over disken, mens de smalltalker med bydelens italienske beboere, som har for vane at svinge forbi den lille butik - og italienske gæster på et italiensk spisested et kvalitetsstempel, som man ikke kan tage fejl af! Udvalget af både vegetariske og ikke-vegetariske pizzaer er stort og fristende, og heldigvis koster et slice blot omkring 25 kr, så man snildt kan tage et par stykker med hjem. Prøv fx varianten med svampe og trøffelolie eller den med tomater, mozzarella og basilikum. Og husk også lige at få en pellegrino-sodavand med til din pizza. La Rossa er desuden også at finde på Aarhus Streetfood.