
Blend in teamet består af en flok engagerede ildsjæle, der brænder for at formidle de særligste, skønneste og skjulte tips om Aarhus! Vi ser det som vores fornemmeste opgave at holde fingeren på pulsen, så du aldrig går ned på inspiration til byen. Kom med på eventyr og oplev Aarhus sammen med os!

Hunter's Pub
Øl, dart og smøger
I Emils kvarter ligger den altid hyggelige Hunters Pub. Stedet er indrettet med jukebox og farvestrålende spilleautomater, hvor man kan prøve lykken. Ellers præges interiøret af det, for denne type bar, obligatoriske brune træ - der er en grund til, at stederne kaldes brune bodegaer. Hunters pub er et fremragende sted at starte en pubcrawl eller bytur, da det ligger i gåafstand til byen.
Besøg Hunters Pub når du har lyst til én kold og et slag terninger. Her er stemningen afslappet og øllene er både kolde og billigt. What’s not to like?








Peder Wessel
Kåret til byens bedste
Peder Wessel er iblandt Emils favoritsteder, og er bestemt et besøg værd, hvis tørsten skal slukkes på Trøjborg. Værtshuset kan prale med, at de for nylig blev kåret til byens bedste. Stedet har den hyggelige og hjemmevante atmosfære, som er et must for enhver brun bodega. Værtshusets vægge prydes af gamle billeder, blandt andet af stedets navngiver Peder Wessel. Derudover er stedet indhyllet i skøre sømands-genstande. Stedet er for alle, og der kan opleves en god blanding af studerende og ældre stamgæster, der alle gerne vil drøfte verdenssituation. Der er lagt i kakkelovnen til en god debat og forfriskende humle. Samtalen hjælpes desuden godt på vej af de ganske studievenlige priser.








Boulevard Caféen
Bajer før bold
På Odensegade i nærheden af Torvet på Ingerslev, ligger det velbesøgte værtshus Boulevard Cafeen. Når du træder ind, vil du forstå hvad der menes med en brun bodega, da interiøret er betagende brunt og lokalet dulmende dunkelt - ikke desto mindre særdeles hyggeligt. Betjeningen er altid venlig, og det er ikke unormalt at modtage et håndtryk fra bartenderen, når man forlader Boulevard Cafeen.
Stedet er bestemt et oplagt mål, qua sin beliggenhed i nærheden af stadion, før AGF spiller. Her kan man få en lille bajer før kampen fløjtes i gang, så humøret er ekstra højt, inden skuden vendes mod Ceres Park.







Guldtoppen
Tre klemmer du aldrig glemmer
Guldtoppen i Åbyhøj er et dejligt lille værtshus, hvor man kan tage en velfortjent pause fra hverdagen. Her kan man til fordelagtige priser nyde et par kolde i gode venners lag. Guldtoppen tilbyder desuden en række danske frokostretter, og her kan man fx nyde “tre klemmer du aldrig glemmer” til den nette sum af 79 kr - hvem kan tillade sig at sige nej til smørrebrød?
Emil understreger, at det er et fænomenalt sted at mødes med venner og få drøftet verdenssituationen over en pariserbøf.


Casino Bar
Faktisk ik' så meget casino
Casino Bar er en sand oase blandt de mange gå-i-byen-steder i Skolegade. I den lille bar er der plads til alle, og hvis man trænger til at sidde ned og snakke frem for at danse, så er Casino Bar et oplagt stop på din bytur. På Casino Bar mødes Emil med vennerne for at rafle. Indretningen er præget af mange gamle emaljeskilte med reklamer for diverse gamle ølmærker, hvilket formår at kreere en enormt hyggelig atmosfære.
Hvis du ikke har lyst til øl, så kan deres grønne kande anbefales; her får man et herligt mix af sprut og sodavand med en skøn grøn farve. En både festlig, velsmagende og billig cocktail.
