
Blend in teamet består af en flok engagerede ildsjæle, der brænder for at formidle de særligste, skønneste og skjulte tips om Aarhus! Vi ser det som vores fornemmeste opgave at holde fingeren på pulsen, så du aldrig går ned på inspiration til byen. Kom med på eventyr og oplev Aarhus sammen med os!

Moesgård Strand
Bad som vikingerne
Moesgård strand er blandt de smukkeste badesteder i Aarhus. Her møder skoven vandet - som både er rent og børnevenligt. Ved stranden er der placeret en iskiosk, hvor man kan få en forfriskning eller stillet sulten. Der forefindes samtidig en god badebro og bagved ligger store plæner med rig mulighed for leg og boldspil. Moesgård strand har altså det hele, og samtidig er der i området et væld af shelters, mountainbikeruter og naturstier. Desuden danner stedet rammen om Moesgårds årlige vikingetræf, hvor en levende vikingelandsby opstår en uge hen over sommeren. På stranden kan man samtidig være heldig at finde gamle fossiler som vættelys og forstenede søpindsvin - en oplagt beskæftigelse for eventyrlystne børn! Så om man vil slappe af, bade, spille bold, spise is eller drage på fossiljagt, så er Moesgård strand stedet! Bus 31 kører direkte dertil fra hjertet af Aarhus.






Mariendal Strand
Bålhygge, badning og bølgesprøjt
Mariendal strand er blandt de mindre benyttede i Aarhus-området. Her er der sat bålplads op, så der kan tilberedes mad direkte på stranden. Man kan altså grille sine friskfangede fisk, hvis man har været heldig at få bid. Samtidig findes der shelters, så der er gode muligheder for en overnatning i naturen, hvis man er til det. På stranden er der desuden en lille badebro, hvorfra der kan tages en forfriskende dukkert. Mariendal er kort sagt en mere stille strand, der kan danne rammen om en overnatning i naturen, fisketuren, en picnic eller bare et hurtigt dyp i bølgerne.



Bellevue
Bountystrand a la Aarhus
Bellevue er Aarhus’ lokale bountystrand beliggende ved bydelen Riisskov i kort afstand fra midtbyen. Her er der fint hvidt sand med klart børnevenligt vand, hvilket har gjort stranden meget populær. På varme sommerdage er her masser af liv; børnefamilier der bygger sandslotte, unge der spiller bold og andre der blot nyder solen og vandet. Bag stranden forefindes en lille bar med is, sodavand og enkelte grillretter. Samtidig ligger der boldbaner, hvor man med fordel kan snuppe sig et hurtigt spil og derefter nyde en dukkert i bølgen blå.




Ballehage
Et kunstværk af en strand
Ballehage strand er en smuk naturstrand ved Marselisborgskoven i kort afstand fra det centrale Aarhus. Her grænser de store bøgetræer helt ned til stranden, og man har indtrykket af, at stedet har set sådan ud i årtusinder. Ballehage har lækkert rent vand samt en god badebro, og så er det oplagt at medbringe et tæppe og en god bog. Her kan man slappe af, nyde naturen og springe i den forfriskende Aarhus Bugt. Ved stranden ligger desuden også “Den uendelige bro”, et kunstværk hvor man kan gå rundt og rundt og nyde synet af vandet, skoven og stranden. Så få solcremen og badetøjet på og tag på et kunstværk af en strand!





Saksild Strand
En af Danmarks bedste!
Omkring 30 minutters køretur syd for Aarhus ligger perlen Saksild Strand, der er kendt som en af Danmarks ultimativt bedste badestrande. Her er den fineste brede sandstrand og det klareste vand. Der forefindes flere isboder og spisesteder, så man sagtens kan holde sig forsynet til en hel dag ved stranden. Desuden er der livreddertårn, så sikkerheden er også i top. Trænger man til et afbræk fra badningen, så ligger Danmarks ældste minigolfbane lige ved siden af. Saksild Strand er altså kort sagt en fænomenal badestrand med et hav af aktivitetsmuligheder.




