"Gedulgt" betyder "hemmelig", og som navnet indikerer er der noget hemmeligt over dette drinkssted lige i centrum. Stedet kan være særdeles svært at finde, og i søgen efter indgangen, kan man nemt ende i en forkert opgang. Men der, inderst i en baggård side om side med cykelskurene, finder man Gedulgt. En flot klædt tjener viser dig til det bord som du, i hvert fald på weekendsdage, har reserveret i forvejen, hvor vand og snacks venter. Stedet er fancy, men ikke så fancy, at det bliver for meget. De har fantastiske (og eksperimenterende) drinks til nogenlunde overkommelige priser, og den ekslusive vibe vil uden tvivl gøre din aften helt særlig.