Maja lægger ud med sit allerhemmeligste tip: nemlig tippet om badebroen ved Badevej. Selvom det lige nu kræver lidt fantasi at forestille sig, er faktum, at badebroen om sommeren har et lille hus for enden. Huset er delt op med skillevæg, så der er plads til mænd på den ene side og kvinder på den anden, hvilket gør nøgenbadning oplagt, selv hvis man normalt ikke er til den slags. Badevej er et sted man skal komme for at bade, og ikke for at sole sig – det er det perfekte sted til et hurtigt dyp. Broen ligger tilpas afsides, så der sjældent vrimler med mennesker, selv ikke på en varm sommerdag, hvor der ellers ofte er horder af mennesker på byens sandstrande. Hvis man ikke er bange for mørke, er det også det perfekte sted at bade i måneskin med udsigt ind over byens lys. Så glæd jer til at foråret kommer, og at broen igen bliver det perfekte badested.