Hvad skal man lave i Aarhus på en ellers kedelig søndag? Mulighederne er mange.
Læs her de lokale tipperes bedste bud: 
Andreas​​​​​​​ og hans tip
En historie og samfundsfagsstuderende
Med stor kærlighed til fodbold i alle dens former
Og et talent for altid at skabe god stemning
Frederiksbjerg Skole - sportsbaner med panoramaudsigt
På taget af skolen på Frederiksbjerg kan du finde et par små, indhegnede fodboldbaner (ikke græs) og basketballbaner. I løbet af dagen bruger skolen banerne, men om aftenen kan alle benytte dem. Tag din bold under armen og dine venner i hånden, gå op ad trapperne og nyd udsigten og aftensolen, som ikke forsvinder før meget sent, fordi banerne er hævet over byen.

Se også resten af Andreas' tips her

For kort, klik her

Silja og hendes tip​​​​​​​
En ambitiøs medicinstuderende 
Med kærlighed til selvironisk humor 
Og et naturligt talent for musik og teater​​​​​​​
Risskov og den permanente - et naturpusterum fra storbyens virvar
En gårtur gennem Risskov er flot på alle tider af året - og det er desuden et ideelt sted til løbeture, hvis man vil væk fra midtbyens trafik og lyskryds. På ruten kan man komme forbi Den Permanente Badeanstalt, som om vinteren huser en stor vinterbadeklub på 10.000 mennesker, og om sommeren er et kæmpe trækplaster for byens mange strandgæster. På sommeraftener kan man placere sin grill i sandet og sidde i læ op ad træværket, mens man nyder den fantastiske udsigt til Aarhus Ø fra nordsiden.

Se også resten af Siljas tips her

For kort, klik her

Astrid​​​​​​​ og hendes tip
En altid smilende idrætsstuderende
Med et tæt forhold til sport, bevægelse og frisk luft
Og et talent for (og kærlighed til) sang
SICK-project - et  fællesskab med træning under åben himmel
SICK er et GRATIS træningsfællesskab med flere hundrede deltagere i alle former, farver og aldre. De mødes hver søndag kl 11 på forskellige lokationer rundt i Aarhus, hvor de bruger byen som træningslegeplads. Og alle kan være med! Forvent musik, high fives og svedige rygge. Det hele er gratis, og du vil altid gå derfra i bedre humør, end du kom i. Find eventsne på Facebook ved at søge efter SICK-project.


Se også resten af Astrids tips her
Foto: top- og venstre foto af Mads Johansen, højre foto af Henrik Christoffer Bjerre 
Alexander​​​​​​​ og hans tip
En ex-fysikstuderende iværksætter
Med et tæt forhold til sine kollektiv-romboer
Og et stort talent for filmproduktion  
Brætspilscaféen - en café med uforståeligt mange brætspil
Denne hyggelige café er et rigtigt søndags-chill-sted. Du betaler 30 kr. for adgang, og så kan du låne hvilket som helst brætspil, du kan forestille dig – både gode, gamle klassikere og spil af den mere eksotiske slags. Hvis du vil kaste dig ud i et spil, som du ikke har prøvet før, er der hjælp at hente. De ansatte kender nemlig ALLE spil og dets regler (sejt, ik?), og de vil hellere end gerne hjælpe. Du kan også spørge dem efter inspiration til hvilket spil du bør vælge, for at få det perfekte match mellem spil og spillere.

Se også resten af Alexanders tips her

For kort, klik her

Peter og hans tip
En snaksalig studerende i Brasilianske studier
Med en stor kærlighed til byens (til tider uduelige) fodboldhold
Og talent for at engagere sig i og forme studiemiljøet
Ceres Park - et stolt samlingspunkt for byens fodboldfans
Peters første tip er selvfølgelig et tip om hjemmekampe på Ceres Park, hvor AGF gang på gang leverer en ydmygende hjemmebanepræstation. Men fadøllene er perfekt kolde og de grillede pølser er altid store, så pyt med, at det ikke så ofte bliver til en sejr. Fankulturen på byens lokale stadion er stolt, og der er garanti for en fest, ligegyldigt hvor håbløs kampen ser ud til at blive. Og når sejren en gang i mellem så faktisk kommer i hus, så selvantænder stadion i ekstase. Hvad end man er til fodbold eller ej, så er Ceres Park derfor et besøg værd - specielt på søndage, hvor byen ellers kan virke død. 
For kort, klik her

Måske kan du også lide

Back to Top