Øl er nu en gang bedre, når den serveres kold og på fad. Og i selvskab med gode venner selvfølgelig.
Så her er nogle bud på, hvor du skal slæbe dine venner og veninder med hen, for at få byens bedste øl:
Emil og hans tip
En lattermild 21årig historiestuderende
Der elsker feinschmeckeri
Og med sans for klassisk stil
Under Masken - ikke bare en bar
Under Masken, eller bare Masken, er en hyggelig bar beliggende lige ved Hotel Royal. Stedet er ejet og udsmykket af kunstneren Hans Krull. Væggene er smurt ind i farvelade, ligesom de også prydes med utallige masker. Bagerst i lokalet finder du stedets ikoniske akvarie.  
Om eftermiddagen danner Masken ramme om hyggesnak over kaffe eller øl, mens der til aften er festlig stemning til lyden af alt fra reggae til balkanrock. Stolene ved bardisken er selvfølgelig optagede af barens mange stamgæster, som altid er klar på en sludder eller en røverhistorie. For Emil er Masken lig med fest og hygge. Han er kommet der siden gymnasiet, og det har lige siden været et naturligt samlingspunkt for hans omgangskreds. Baren byder på mange forskellige øl, shots og sjusser, men det fedeste ved Masken, er det faktum at baren huser flere skæve eksistenser. Og så er det et sted med fællesskab og højt til loftet, hvor man kan feste og/eller drøfte verdenssituationen.
For kort, klik her
Nobels fredagsbarer - Aarhus' billigste pubcrawl
Ja, Emil har sørme et tip mere, nemlig tippet om Nobels fredagsbarer. Nobels fredagsbarer har alt det byen har - bare til den halve pris. Her møder du studerende fra et hav af studier. Fordelen er, at der inden for en meget lille radius befinder sig en masse forskellige barer, der alle byder på billige øl og sjusser samt dans, beerpong, brætspil og hyggesnak. Der er noget for enhver smag.  Om vinteren er det særligt dejligt, at man ikke skal trave langt rundt fra bar til bar. Forestil dig at gå i byen i et storcenter - alle barerne ligger lige ved siden af hinanden - det er en oase, der altid tager kærligt imod den øl- og weekendhungrende gæst. Emils personlige favorit er selvfølgelig Historie’s bar 'FRED', hvor du for en slik kan købe et beerpong-sæt bestående af en kande øl, kopper og bolde. Åbningstiderne varierer.  
For kort, klik her
Josephine og hendes tip
En kropsbevist medicinstuderende 
Med fascination af at udfordre sin fysik 
Og en drøm om snart at udgive en bog om emnet
Alberts - et godt, gratis grin 
Når du trænger til at få aktiveret lattermusklerne, står Alberts Kælder klar med åbne arme og lokker dig ned i varmen til open-mic-komik. Både nye og erfarne komikere gæster kælderen, så er man stamgæst, er der garanti for at opleve tåkrummende, akavede jokes mellem de vanligt højlydte grineanfald – og det er en del af charmen, og noget af det, som gør Alberts skøn. Arrangementerne er gratis, så hele dit overspringshandlingsbudget kan bruges på øl i baren. Afsted med dig! 
For kort, klik her
Gbar - en af byens mest farverige barer 
Ligesom Emil, har Josephine også et tip mere i ærmet, nemlig et tip om Gbar. Ligegyldigt hvilken seksualitet man identificerer sig med, er Gbar stedet at tage hen, hvis man vil danse natten lang. Ikke nok med at det er en af de mest åbne, imødekomne og anderledes barer i byen, så er stemningen også altid høj. De afholder utallige fede arrangementer i løbet af året – mød fx op til diverse LGBT+ events, drag-banko, quizaften, cocktailyoga eller noget helt andet. Fælles for alle arrangementer, og for baren generelt, er, at alle er velkomne. Og let’s be honest, gayklubben er en Aarhus-institution som en hver ægte aarhusianer har besøgt.
For kort, klik her
Astrid​​​​​​​ og hendes tip
En altid smilende idrætsstuderende
Med et tæt forhold til sport, bevægelse og frisk luft
Og et talent for (og kærlighed til) sang
Fairbar – en velgørenhedsbar med skæve arrangementer
Fairbar er en superhyggelig bar med talrige gode special-øl. Bartenderne er alle frivillige og virkelig venlige, og de vil altid lade dig smage på et par forskellige øl, for at hjælpe dig med at finde den, du bedst kan lide. Baren serverer også små, simple retter, de har masser af brætspil at vælge i mellem, og så sker det ofte, at livemusikere giver et par numre. De arrangerer desuden en række tilbagevendende events, fx fællessang en gang om måneden, romsmagning, Disney-karaoke osv. Baren lever desuden op til sit navn ved at donere alt overskud til velgørende formål i Afrika!

Se resten af Astrids tips her
For kort, klik her
Silja​​​​​​​ og hendes tip
En ambitiøs medicinstuderende
Med kærlighed til selvironisk humor
Og et naturligt talent for musik og teater
Lecoq – et klassisk værtshus fyldt med byens hippeste unge
Lecoq er en lille bar, der ligger i Aarhus’ smukkeste kvarter; Latinerkvarteret. Stedet minder på mange måder om et godt, gammeldags værtshus, men publikummet er stort set kun unge mennesker, som ofte er iklædt nøje-udvalgt genbrugstøj, der er smidt på kroppen på en måde, så det ser helt tilfældigt ud. Man kan ryge indenfor, spille bordfodbold, drikke kolde flaske- og fadøl, og så er det den bar i hele verden, der sælger allermest chartreuse! Når det er sommer og tørt, kan man tage sin øl med ud og drikke den på Hipsterhøjen (en lille grøn bakke udenfor baren) og møde en masse nye mennesker.

Se også resten af Siljas tips her

For kort, klik her

Andreas og hans tip
En historie og samfundsfagsstuderende
Med stor kærlighed til fodbold i alle dens former
Og et talent for altid at skabe god stemning
Hantwerk - en ølbar på havnen
At få en øl på Hantwerk er den mere rå ækvivalent til ”drinks-med-pigerne”. Er du ude med en ven, men ikke lige er i humør til en rigtig bar, er det her stedet at tage hen. De serverer fantastisk øl af den mindre kendte slags i rustikke, afslappede omgivelser lige på havnen – what’s not to like? 

Se også resten af Andreas' tips her
For kort, klik her
Anne og hendes tip
En berejst studerende i Intercultural Studies
Med kærlighed til den akademiske verdens nørderi  
Og et talent for dybt fokuseret, målrettet arbejde
Mikkeller – en supertravl, men altid intim ølbar
Mikkeller (nej, ingen ved rigtigt, hvordan man udtaler det) er et københavnsk bryggeri, som, siden de åbnede i 2006, har opnået stor popularitet landet over. Ølbaren i Aarhus har en hel række af de hjemmebryggede øl på fad. De fleste af øllene er relativt bitre, men også helt utroligt lækre, så det kan være svært at vælge. Endnu sværere kan det være at få et bord, så det kræver ind i mellem et par forsøg, før det lykkes. Men giv ikke op – specialøllene er virkelig ventetiden værd.

Se resten af Annes tips her
For kort, klik her
Kresten og hans tip
En 26-årig specialestuderende i datalogi
Med kærlighed til øldrikkeri i alle dens former
Og et talent for heavy-metal-guitar-rifs
Mig og ølsnedkeren - håndlavede specialøl på fad
Baren her i Mejlgade har altid over 20 forskellige lækre, specialøl i hanerne – alt fra de lysteste pilsnere til de mørkeste portere. Det er et sted man kommer for at nyde kvalitetsøl og hygge sig med nogle drenge, ikke for at bælle. Og de serverer selvfølgelig smagsprøver, så du lettere kan beslutte dig. Hvis du virkelig kan lide øl, og har lyst til at udvide din horisont, så er Mig og Ølsnedkeren stedet for dig.

Se også resten af Krestens tips her

For kort, klik her

Måske kan du også lide

Back to Top